From the blog

Kuala Lumpur

Efter en uges tid i regnskoven var det noget af en ændring at komme tilbage til storbyen – med ca. 10 millioner mennesker samlet på så forholdsvis lille et område, er der mennesker overalt. Byen er et god blanding af helt moderne storcentre, hvor man kan købe Eva-trio, gå i et kæmpe H&M-center (hvor de ikke fører shorts i øjeblikket, da det ikke er sæson, men istedet fører vanter og huer??!) eller drikke en kop Starbuck.

Vi bor jo på budget-hoteller og lander derfor oftest i meget lokale miljøer, langt fra storcentrene. I Kuala Lumpur boede vi således på et lille guesthouse i den gamle bydel. Det betød blandet andet, at vi blev ret gode til at tage højbanen, og at vi blev vækket klokken 6 hver morgen af en meget høj kalden-til-bøn lige uden for vinduet. Ret neden for døren var et fint lille marked med frugter og her blev vi hurtigt stamgæster.

I bussen på vej fra Kuala Lumpur talte Michael med en mand, der fortalte, at han var på vej til byen for at deltage i en kæmpe demonstration mod regeringen. Den skulle foregå dagen efter – det vil sige på vores første dag i byen. Det begrænsede vores valg af udsigtsmål en del, da store dele af byen var lukket ned. Vores eget nærmiljø var fuld af folk med gule trøjer, hvilket åbenbart var et af kendetegnene for demonstranterne, og de var i højt humør.  Der var dog delte meninger om hvor fredeligt det hele ville blive: demonstranten selv mente, at det ville være en fest, som vi burde komme og kigge på. Vores receptionist mente, at vi skulle holde os langt langt væk, da man ikke kunne vide, hvordan det hele ville ende op – og han forudså at der ville være lukket af i store dele af byen dagen efter også. Heldigvis fik demonstranten ret!

På trods af det begrænsede byrum,  fik vi dog alligevel et godt indtryk af byen – og dagen efter kunne vi så komme på tværs af city og op til en store fuglepark. Det er sjovt som de i den grad varierer mellem at tænke øko-dyre-bevarende-velfærd og så tjene penge på at fremvise nogle af de samme dyr i kummerlige bure.

Alt i alt var Kuala Lumpur en fin by at besøge – en by der varierer helt vildt både i prisniveau og i kultur-sammensætning. By ferie er dog ikke på børnenes favorit – det larmer, lugter og er alt for varmt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *