From the blog

Koh Lipe

Nu er vi Thailand. Endnu en sejltur, men denne gang en anden oplevelse. Båden var nok i virkeligheden ikke meget bedre, men der var kun 20 passager med, og vi kunne gå udenfor på dækket og ingen søsyge denne gang. Næsten ved land blev vi sat af på en stor tømmerflåde. Her blev vi hentet af en long-tail (en flot lang og smal træbåd med plads til ca. 9 personer). Den sejlede os ind til kysten, hvorfra vi skulle videre med en anden long tail-taxi. Vores hytter lå nemlig på den anden side af øen (ifølge de lokale – vi har nu gået turen på 10 min).

Nu er vi installeret på en lille strand på en smuk ø. Hytterne der er lavet af bambus, ligger lidt op af en bakke, og har den mest vidunderlige udsigt. Havet et blåt blå og fuld af koraller (og jeg har lært at snorkle – børnene har selvfølgelig også lært det, men det er knap så overraskende :-)). Værtinden er en venlig thai-dame, der skriver i børnenes dagbøger, skaffer fiskegrej og nyder livet. Der er absolut ingen, der har travlt her.

Vi skulle egentlig kun være her i 5 dage, men nu har vi forlænget det til 7. Det er utrolig svært at komme at komme herfra – her er alt for dejligt!

I går var vi ude hele dagen med vores egen long-tail. Vi badede – og snorklede – på forskellige øer. Der var utallige fisk i alle mulige forskellige farver, søpindsvin, flyvefisk og flotte koraller. Det var en dejlig dag og vi kom hjem trætte og fulde af oplevelser. Gud ske tak og lov for solcreme faktor 50, uden den havde vi aldrig klaret en dag til havs.

Her til aften blev der pludselig fyldt helt op på vores lille hytte-arrangement. Der er 5 hytter i alt, og vi har været så heldige at have det hele for os selv – inklusiv at blive en del af det thailandske fællesskab, der ejer og arbejder på stedet. Vi har lånt deres scooter, når vi skulle noget på den anden side af øen, vi har lånt deres fiskegrej og en af mændene har lavet et fiskenet til børnene. Det med fiskenettet startede med, at Michael fik skaffet noget materiale til et fiskenet til Oscar, og de fik lavet et fint net på pind. Sådan et havde de ikke lige set før, men en af mændene (en tidligere fisker) fulgte lidt med fra sidelinien. Da vi så kom op fra fisketuren, stod der endnu et net. Det var en gave fra Kim (som manden hed), bøjet af kokosgrene. Nu er vi derfor ejere af to meget fine hjemmelavede fiskenet, som selvfølgelig skal transporteres med rundt i landet.

Hvis det stod til børnene skulle vi vist blive her den næste måned, men vi påtænker nu at tage herfra i overmorgen (mandag).

Den her ø er vist en rigtig godt eksempel på, hvad der er sket med rigtig mange thailandske øer de seneste 10 år. Fra at være en hemmelighed, er de blevet opdaget – og indtaget – af backpackere. Dn ene side af øen indeholder barer, restauranter og dykkerbutikker, og er egentlig ganske forfærdelig. Heldigvis er der endnu enkelte hemmelige spots på øen,  hvoraf de ikke er mere hemmelige end at vi har fundet det ene. Her har vi et stykke strand helt for os selv, ingen barer, ingen høj musik – som en af de tidligere gæster havde sagt (og klaget over): Her er virkelig ingenting! – altså når man ser bort fra den mest spektakulære udsigt over helt klart og blåt vand, fine longtail-både pyntet med deres lykke-mangefarvede-tørklæder, koralrev….

Lige nu sidder jeg uden foran vores hytte – børnene sover (klokken er 21.50) og temperaturen er 27 grader. Jeg har udsigt til en flot fuldmåne, og indimellem kommer der en flyvende hund (giga-giga-flagermus) svævende forbi. Jeg kan høre bølgerne og overvejer at lægge mig lidt i hængekøjen med Murakami inden jeg skal i seng. Det er da egentlig ret udmærket!!

 

3 comments

  1. Hold nu op, det lyder fantastisk det der Thailand, som vi lige om lidt drager over til (pånær flagermusene)!!

    Hvor er det dejligt at følge med i jeres eventyr, Anne…..kan jo kun tænke, at vi bør begynde at spare op med det samme og planlægge en tur magen til, det lyder virkelig vidunderligt……er meget misundelig :-))

    Her er det is-koldt og det sner igen, men det er jo også hyggeligt. Vi skal på skøjtebanen med Almas klasse i morgen, så på med skitøjet og te og kage med, så skal det nok blive hyggeligt.

    Hvor rejser I hen nu? Er spændt på om I er i Thailand, når både vi og Hanne og Anders kommer. Hvor i Thailand ligger Koh Lipe? Vi starter i Phuket og drager derefter til Khanom, som er meget mere uspoleret i forhold til Phuket. Det siges at der er lyserøde delfiner, det er pigerne meget spændte på at se 😉

    Hils alle og nyd fortsat jeres eventyr.

    Knus fra Mary

  2. Hej Mary

    Så dejligt med jeres hilsen – hvornår er det nu I er i Phuket? Jeg mener du sagde det var i midten af februar? Vi rejser til Krabi imorgen, og har ikke egentlige planer om Phuket, men hvis det lige kunne passe synes jeg da ikke vi skal misse chancen for at sige hej til jer. Ved du hvornår Hanne og co skulle afsted.

    /Anne

  3. Kære alle 5.

    Hvor er det bare vidunderligt at kunne se jer glade/brune nyde jeres eventyr. Jeg har nydt at sidde i sofaen og rigtig råhygge med de mest vidunderlige billeder af jer og den mega skønne natur i bevæger jer i, er ikke spor misundelig for her er skam både overskyet og hundekoldt for ikke at glemme det rædselsfulde regnvejr i perioder.

    I dag har vi været en tur hjemme hos mor/oldemor i Aars, spiste en lækker frokost på restaurant Gilleleje hvilket var enormt hyggeligt og de har en fantastisk kok, så vi kan varmt anbefale dette lille hyggelige sted – hvor jeg dansede til bal i tidernes morgen, tiderne forandrer sig – der gemmer sig mange sjove oplevelser der, hvis murene kunne tale hi hi.

    Vi var ude for at lufte min nye bil – bare glæd jer GULDKLUMPER, nu kan jeg have jer alle med på en gang og det er jo ikke dårligt når is-barene åbner i Tversted til den sommer vi glæder os til og ser rigtig meget frem til.

    Pas rigtig godt på hinanden – mange kærlige knus og hilsener fra os alle. Farmor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *