From the blog

Koh Lanta

En dag på Ko Lanta og man spekulerer over om der overhovedet er nogle svenskere tilbage i Sverige?? Det vrimler med svenskere herovre!

Jeg tror ikke, vi bliver hængende særlig længe – her er mildest talt fuld af turister, og strandene kommer ikke i nærheden af, hvad vi lige har oplevet på Ko Lipe (ja man bliver hurtigt meget kræsen).

Vi kom hertil med færge..ja, vi kastede os ud i det igen og håbede på det bedste. Det startede rigtig godt: Fin færge (når jeg skriver ”færge” er der tale om en passager-transport, ikke en biltransport, så størrelsen kommer ikke i nærheden af det, vi ville kalde en færge) med et soldæk på taget, hvor man kunne være ca. halvdelene af alle passagerer. Heldigvis var båden kun fyldt halvt op, så det tegnede som sagt godt.

Turen skulle tage 5 timer…Den tog 7… Vi havde fået at vide, at vi skulle tage færgen og endelig ikke speedbåden. Sidstnævnte ville kun tage tre timer, men efter at have hørt andres erfaringer med denne – såsom 10-15 motorstop undervejs, at de blev drivvåde, at man ikke kunne rejse sig fra sit sæde, og at søen godt kunne være lidt høj, således at søsyge var en velkendt situation om bord – valgte vi den lange og ”sikre” løsning. Denne sikre løsning viste sig at være en færge, der havde fjernet redningsbådene (stativerne var der endnu), og redningsvestene fandt Malte til sidst gemt godt ind under de 100 store rygsække, der var med ombord. Nå, men ro på og lad som om at alt bare er top-fint J.

Vi tænkte, at det bedste sted at være nok var oppe på taget. Taget var et stort fladt område, som man kunne sidde på  og nyde udsigten… Hold da op hvor tog vi fejl! Sammen med 20 andre strandede vi deroppe efter at båden var kommet ud på det store hav. Det stod ind med bølger så store, at vi lignede nogen, der var hoppet i bølgerne – så våde var vi. Vi søgte tilflugt længst fremme, hvor der var et lille halvtag, som børnene lige akkurat kunne sidde under, når de krøllede sig sammen. Vi andre måtte bare blive våde. Hvis jeg havde været alene deroppe, tror jeg aldrig , at jeg var kommet ned. Tanken om at bevæge mig hen over det flade glatte tag med kæmpe bølger, der slog ind over skibet, mens det gyngede kraftigt, var ikke rar.  Michael tog Tilde i hånden og de kom sikkert hen til trappen (som var af den slagt jeg tidligere har omtalt som nødudgange, nemlig et hul i taget med noget man på en god dag vil kalde en stige). Meningen var så, at Michael skulle komme op igen og hjælpe drengene, men han havde ikke en chance – der var jo 18 andre mennesker der ville ned, Heldigvis kom en venlig ansat thailænder og så Maltes store bange øjne (og tårer der trillede ned) – og han fik Malte, Oscar og undertegnet i sikkerhed – en efter en. Jeg har stadig mareridt over at se manden tumle afsted med drengene over taget…Heldigvis gik det godt – og i virkeligheden var det nok slet ikke særlig farligt, men vi var nogen der blev noget forskrækkede. Efter at have fundet tørt tøj frem og sovet en times tid var vi kommet i læ af en masse øer, og resten af turen foregik på et solbeskinnet tag med udsigt til de flotte limestones, der ligger spredt på vejen langs kysten.

Hvorfor vi blev 2 timer forsinkede fandt vi aldrig ud af – og på trods af den voldsomme start havde vi glade børn de sidste 5 timer af turen. De var bare så glade for, at de ikke havde kastet op 🙂

Nu er vi indlogeret på et rigtig rasta-take-i-easy-sted. Der er ikke mange thailændere, men til gengæld er der masser af rejsende og rig mulighed for at smage alverdens magic mushrooms, bang-shakes og alt muligt andre alternative stoffer. I dag er Oscar og Michael taget på heldagstur med en long-tail og deres snorkelmasker. Vi andre tre tager en slapper med en is og en strandtur.

Lige et par ord om snorkelturen: Den havde været helt fantastisk. De havde svømmet igennem en grotte (tunnel) der var 80 meter lang. Der var bulder-mørkt (når guiden glemte at lyse med lommelygten) og flere steder var der ikke mere end 5 cm til loftet. Vel igennem denne kom de ind til en strand inde i bjerget, hvor historien er at sørøvere før hen gemte deres skatte. Det havde været rigtig stort!

4 comments

  1. Hej med jer
    Fantastisk at følge jeres tur – super spændende.
    Vi glæder os til at se mange mange billeder når I vender hjem og ungerne glæder sig til at høre historier fra Asien.
    Her har Simon jo stadig gips helt op til låret. Det giver nogle udfordringer men han klarer det rigtig rigtig flot. Den 8/2 skal han efter planen have gipsen af – der er dog en lille risiko for at han skal have en kortere gips på 1-2 uger mere – men det håber vi ikke 🙂 Han er blevet total sej til at køre i sin kørestol. Han har lånt en på hospitalet med Spiderman på hjulene, så han drøner afsted og er også i skole igen. Heldigvis har vi jo jordens dejligste bedstefar, så han henter Simon hver dag fra skole og så hygger de hele eftermiddagen. Simon kan nemlig ikke komme på SFO da forholdene der ikke lige er til en kørestol.
    Vejret herhjemme er tø-sne og i dag regnvejr. Jeg tror vi er mange som i den grad hellere ville være hos jer og nyde en så fantastisk tur 🙂
    Hils hele familien og pas på jer selv.

    Stort knus fra
    Janne og co

  2. Hey – godt at høre at Simon er ved godt mod. Han er forside-billede på Maltes iPod med brækket ben, så vi kigger tit på ham og taler om, hvorvidt han har det godt.
    Det kunne nu også være hyggeligt, hvis I var her i stedet for hjemme i kulden.

  3. Hej:-)

    Vi har sendt mail og billede af os på Jeres mail…

    Mange hilsener fra os som I har efterladt herhjemme i vinteren 😉

  4. Hej Michael og Anne
    Det er så super dejligt at kunne følge jer på jeres fantastiske tur, med bade beskrivelse og billeder. Det er jo en tur hverken I eller jeres dejlige unger glemmer og som I kan blive ved med at se tilbage på . Knus her fra det kolde nord og fortsat rigtig god tur til jer alle

    knus Mona

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *