From the blog

Ranong

Efter en god nats søvn mere kastede vi os så ud i den lokale bus. Vi skulle kun køre 1,5 time (thai-tid – det vil i dansk tidsregning sige minimum 2 timer), og en rigtig lokal thailandsk langdistancebus, havde vi endnu ikke oplevet. Det var en fin tur. Bussen var godt nok nærmest fyldt op da vi kom ombord, så Michael måtte sidde på gulvet, og Oscar måtte sætte sig ind i et bagage-hul (hvilket var et scoop, for her sad han helt ugenert med god air-con). Ingen talte andet end thai, men alligevel fik vi både tilbudt vand op til flere gange af de søde ældre damer, der var ved siden af os, og børnene fik en pose chips foræret. Det oplever vi hele tiden: At de er virkelig gavmilde overfor børn. Det er svært at forestille sig en dansker forære en turist-familie en pose slik på en bustur, bare fordi de smiler til en.

På vejen oplevede vi, at bussen skulle igennem et check-point, hvor alle (undtagen os) skulle vise pas. Vi har stadig ikke fundet ud af hvorfor, men måske har det noget at gøre med, at vi nu er i den by, hvorfra der er adgang til Burma (Myanmar)??.

Det siges, at det sætter sit præg på byen, at en del burmesere har bosat her. Vi er nok ikke de rette til at udtale os om det, da det kan være ret vanskeligt at skelne thailændere fra burmesere. Men til aften oplevede vi de første fulde folk på hele turen – de kom fra Burma (tror vi nok – de sagde en hel masse til os på burmesisk). De var skam flinke nok, og ville gerne tale, samt forærede os en hel masse grøntsager, som vi venligt glemte igen, da vi gik. Vi mødte dem på et gadekøkken, hvor vi spiste aftensmad. Vi havde spist i fred og ro, men lige da vi skulle til at gå, var det som om, at alle lige skulle nå at nive børnene i kinderne og tage billeder af dem. Vi skyndte os ret hurtigt ud – men små niv og billeder slap de ikke helt for. Tilde er efterhånden immun (hun får foræret kager, taget billeder, kaldt barbie og hele tiden rørt ved). Malte kan lige klare det, når det er er en venlig sjæl , der lige strejfer hans lyse hud, men Oscar synes det er ganske forfærdeligt irriterende, når de bliver for nærgående. Heldigvis går det sjældent ud over ham, men han er nu også god til at sige NO, og vende sig og gå.

I morgen tager vi til en ø, der hedder Kho Payam. Den skulle være forholdsvis jomfruelig med hensyn til tursister (hvilket vi jo så er med til at lave om på ved at tage derud – det er det evige dilamm). Her har vi gjort det som vi har undgået alle andre steder: Vi har booket for 10 dage uden at have set det. Nu skal vi prøve at have en hel masse dage på et sted, og ikke bombardere ungerne med indtryk..og så er vi også lidt bagud med lektierne, så det skal der rettes lidt op på.. Internet er der vist ikke, så der bliver nok lidt stille de næste 10 dage.

Hyg jer derhjemme.

 

1 comment

  1. Hej med jer
    Jeg har lige et hurtigt spørgsmål til Michael: løber du Hamburg marathonløb ? Jeg spørger fordi min far ikke mener du gør og jeg tror du gør. Og da jeg tror du gør har jeg fået lavet en aftale med “vores” hotel om at vi nu har en seng til dig også. Jeg mener nemlig at kunne huske at du ikke havde hotel booket. Nu er spørgsmålet om jeg tager helt fejl????
    Håber ellers I har det fantastisk?
    Simon har fået sin gips af – og en ny på 🙁 denne her er dog kun til knæet men det er alligevel to uger mere med gipsben. Han tager det dog super fint 🙂
    Hils alle.
    Knus fra
    Janne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *