From the blog

Ko Payam – fortsat

De sidste dage på øen er gået med at lave batik, gå ture, bade en hel masse og så køre på scooter. I dag legede vi to scootere og kørte på tværs af øen. Det er faktisk første gang jeg nogensinde kører sådan en, men med fantastisk support fra tre søde børn var det jo ingen sag. De ville dog ikke så gerne køre med mig, så fordelingen blev at de sad fire på den ene scooter og så havde jeg den anden for mig selv. Det var en fin måde at komme rundt på, og opdagede at vandet på den anden side også er dejligt at bade i :-).

Vores søde thai-vært har foreslået at køre over på den anden side af øen og hente pizza til os – det er hendes mor der bager dem, og de er fulde af blæksprutte, rejer og andet godt fra havet. De smager garanteret rigtig godt. Vi er eller blevet helt vant til Jo’s mad – hun er en ung og meget smilende burmesisk kvinde, der i et lille bitte køkken fremstiller det mest fantastiske mad. Hendes kæreste (Nej) laver frugtshakes til den store guldmedalje, så vi mangler absolut ikke noget på den kulinariske side. Tilde og Jo er blevet helt gode venner. De kan slet ikke tale sammen, men de laver ansigter til hinanden, og viser hinanden sommerfugle.

Vi synes alle sammen at her er aldeles vidunderligt, men det kan ikke nægtes at Michael er ved at få ø-kuller. Han trænger til at lave noget, så vi holder fast i at tage af sted i morgen. Jeg er også bange for at slappe mere af – vores puls er i konstant hvile-tilstand, og jeg tror aldrig, at vi kommer i gang med at løbe, gå på arbejde eller på anden måde være bare lidt aktive igen, hvis ikke vi snart kommer herfra.

Det er ellers ikke så let som man skulle tro at komme herfra. Det kinesiske nytår blev fejret i den uge der netop er ved at være slut, hvilket betyder at virkelig mange skal tilbage til Bangkok. Det er også den vej vi skal, så vi har lidt udfordringer med at skaffe pladser om bord på hhv. busser og tog. Wang har dog hjulpet os, så vi regner med at komme både ombord på et skib, og med en bus i morgen.

Her til aften havde Jo, Nei, Zoo og Wang arrangeret en overraskelse for os: De havde anskaffet en kæmpe lanterne, som vi fik sendt op fra stranden. Den bevægede sig fint over mod Burma. De har været helt utrolig søde, og jeg tror faktisk at alle er lidt kede af at skulle tage afsked med hinanden.

Vores plan er at bevæge os hele vejen op til Chiang Mai. Vi laver et stop i byen Chumpon, og tager herfra toget til Bangkok. Fra Bangkok håber vi så på at få plads på et nattog til Chiang Mai. Om det hele lykkes må vi se…

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *