From the blog

Bangkok – en enkelt dag

7 timer i bumletog med den fineste betjening jeg længe har set – DSB go home. Selve toget var et af slagsen med åbne døre og gamle gamle stolerækker . Den kølige luft havde de arrangeret ved at skrue en masse faner (ventilatorer) op i loftet – hvilket egentlig fungerede udmærket. Vi gik ombord ved 13-tiden og fik straks serveret en portion ris med noget dejligt krydret kød til. Senere fik vi tilbudt kaffe og kage – og da vi nåede ca. 5 timer hen i rejsen kom en af togdamerne ind og bad om, at dem der gerne ville have noget take-away med fra næste station skulle række hånden op. Herved fik man for 2 kroner en portion nudler med nogle grøntsager. Tænk engang hvis DSB-damen halvejs over Fyn råbte, at alle der ville have en pizza med fra Odense skulle række hånden op – det ville da være ret sjovt.  En del bestilte nok til at de også kunne tage nogle portioner med hjem til familien.

Rejsen var lidt lang, men fin, og vi ankom i fin stil til Bangkok hovedbanegård, hvorfra vi tog en taxa til vores hotel. Her blev vi indlogeret i et ok rum. Da vi endnu ikke anede, hvad vi egentlig skulle bruge de sidste 11-12 dage på, gik vi i tænkeboks.

En venlig dame på hotellet fortalte om en tur, de gerne ville arrangere for os, hvor vi kunne bo 5 dage på en husbåd ved Burmas grænse. Det lød ret ok, men var det mon en smule for arrangeret for os??? Tja, vi tænkte og tænkte – og valgte til sidst at sige ja tak. Det er dog først torsdag, vi skal afsted, og dagen i dag er mandag. Vi tager derfor lige et smut til den gamle hovedstad først.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *