From the blog

Kantaburi

Så skulle vi ud på vores bådtur og vi var ret spændte på, hvordan ville være. Vi blev hentet af en sød thailandsk guide, der hed Lek. Vi skulle køre i 6 timer i nordvestlig retning op mod den burmesiske grænse, hvoraf de sidste 1,5 time foregik ad snoede bjergveje, så de trak virkelig tænder ud. Vi ankom dog i fin stil og kom ombord på vores husbåd. Husbåden bestod af en stor tømmerflåde, hvorpå der stod et meget fint træhus. Vi var i alt 15 personer, der skulle bo der, heraf nogle rigtige søde 19-årige piger fra Sønderjylland og et hjerteligt landmandspar fra Langeland. Herudover var der et par fra hhv. UK og New Zeeland, der elskede at tage billeder (så her var der virkelig basis for udveksling af motiver mellem Michael og dem).

Programmet var jo lagt, så vi kunne læne os tilbage og lade tingene ske – og der skete da også lidt af hvert…

Det blev 5 dage der bestod af at hoppe i vandet – drengene fik øvet baglæns saltoer, så de til sidst havde så ondt i mavemusklerne, at de ikke kunne bevæge sig, vi sejlede i havkajakker, der blev fisket, fortalt historier, spist virkelig god thailandsk mad og spillet UNO. Total afslapning. Vi snød for nogle af de arrangerede ture og blev i stedet tilbage på båden og badede og fiskede. De ture vi tog på var dog fine – blandt andet gik vi en tur igennem regnskoven op til det flotteste vandfald, som man kunne bade i. For vovehalsene var der fine muligheder for at springe i højt oppe fra og det benyttede drengene sig ivrigt af.

På tredje dagen skete der dog det, at Malte faldt ned af stigen til øverste køje. Han kom heldigvis ikke til skade, for han landede blødt på sin mor. Desværre sad jeg med bøjede tæer, og storetåen fik et ordentlig knæk – AV. Jeg kunne ikke gøre andet resten af dagen end at sidde med den højt løftet og ømme mig. De lokale thaillændere, der arbejde på båden havde dog et vidundermiddel af noget plateekstrakt, som varmede helt sindsygt – og som gjorde at jeg slet ikke kunne mærke min tå – super. De næste dage blev det ikke meget bedre, men jeg blev dog ret god til at humpe rundt. Den sidste dag blev vi sat af i byen Kantaburi. Det er en by der består af Mon-folk og Karen-folk (oprindelig Burmesere), omgivet af bjerge. Super spændende by. Her skulle vi desværre gå ret langt, hvilket ikke lod sig gøre med min tå. Michael tog mig derfor på skuldrene og bar mig – til stor morskab for samtlige forbipasserende. Vi sluttede af med en sejltur i en longtail (hvor det slog mig, at vores tærskel for de køretøjer/både mv. vi bevæger os rundt i, har flyttet sig ret vildt – nu sad vi på bunden af en longtail på nogle sivmåtter og susede afsted uden egentlig at tænke sønderligt over det).

Vi blev sejlet ud til en lille landsby med ca 10 hytter. De erhverver sig at arbejde i gummiplantager samt ride en tur med vildfarne turister på deres elefanter. Det skulle vi selvfølgelig også prøve – en time skulle vi ride op langs en flod. Tilde og Malte synes godt nok, at elefanterne var store, men da de først kom op gik det ret godt. Da den ene kurv med de søde langelændere pludselig gled af deres elefant, således at de røg ned i floden blev Malte dog lidt bleg. Det gik det hele og vi kom til endestationen. Her skulle vi op på nogle tømmerflåder og rafte ned af floden. Min tå gjorde det ganske umuligt for mig at stå op, så Tilde og jeg satte os i midten af en tømmerflåde og en gammel gammel thailænder stavede os sikkert ned af floden. Det er den varme sæson, så vandstanden er urimelig lav. Det sværeste ved turen var derfor ikke at sidde fast på båden, men at undgå at sidde fast på bunden. Det var en flot og rolig tur gennem regnskoven.

Da vi næste morgen skulle fange bussen tilbage til Bangkok, kunne Michael pludselig heller ikke gå. Hans knæ var i løbet af natten hævet helt vildt. Det så helt vildt ud. Nu var vi så to der ikke kunne gå, så børnene fik lov at slæbe en masse af bagagen.

Turen var arrangeret af nogle der Visit Beyond, og er ment som en nem måde at opleve en del af Thailand, som ikke er præget af turisme. Det opfyldte turen til fulde – og det var den helt rigtige beslutning således at tage det helt roligt de sidste dage i Thailand.

Status på vores dårlig ben: Michael var et smut på hospitalet i går, hvor han fik at vide at han havde fået en syre ophobning i knæet. Han fik en hel masse piller med hjem, og de hjælper tilsyneladende allerede efter en nat. Min tå er blevet så god, at jeg kan humpe rundt, mens jeg siger av. Jeg kan godt nok stadig ikke bøje den overhovedet, så muligheden forelægger at den er brækket. Heldigvis havde vi valgt at overraske børnene med et ophold på hotel med swimmingpool de sidste 3 nætter, så de sidste dage kommer nok til at stå på klorvand i stedet for at se så meget af Bangkok. Mega-ærgerligt, men svært rigtig at klage over, når nu vi har haft så lang tid uden en eneste skramme.

test

 

1 comment

  1. Hej mine kære 5.

    Nu kan det ikke vare længe før I er på vej hjem til Danmark igen og vi glæder os til at være sammen med jer igen. Vil bare sige tusind tak for spændende læsning og skønne billeder som I har sendt hjem til os alle. Det har været så spændende at læse og følge jer på turen, faktisk har vi nydt det så meget at fantasien har fortsat efter endt læsning. Det eneste vi manglede var alle duftene – dem må vi tænke os til, der må også være en kant, ikke.

    Jeg er helt sikker på I bliver taget godt imod i lufthavnen, ville ellers gerne have været der – men det er vist for langt på en dag for mig, men glæde os til at se jer og ikke mindst være sammen med jer igen – det kan I tro vi gør.

    Pas nu godt på hinanden, ikke noget med at tabe en taske på mors fod – ej heller puffe til far så han skal støtte for meget på benet hi hi. Men det bliver jo slet ikke noget problem med de PRAGT EKSEMPLARER af dejlige og helt vidunderlige børn I har, de skal nok sørge for at hjælpe jer.

    Kæmpe knus til jer alle 5 fra os nordboer.

    Farfar/ Kim og Farmor/Bente

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *